Design din egen Pasta Center for Food Science, Design & Experience. AAU, stod på Forskningens Døgn 2011 for en slags folkets workshop, hvor op mod hundrede interesserede gæster fik mulighed for at formgive deres egen pasta.Centeret, i daglig tale Food+Design, havde til Forskningens Døgn omsat metoden der er udviklet til en tidligere afholdt sommerskole, der handlede om designprocesser med henblik på generering af flest mulige former for designs. De arkitektur- og designstuderende havde før sommerskolen ikke betragtet pastadej som et formbart materiale og det var den samme oplevelse publikum fik ved Forskningens Døgn. De opstillede arbejdsborde var konstant befolket af både børn og voksne, som bøjede, skar og formede i frisklavet pastadej. De studerende og assistenterne fra Food+Design måtte løbende holde gang i pastarullerne for at følge med de ivrige ”pastadesignere”. Food+Design viste på standen displays med illustrationer fra sommerskolen, både nogle af resultaterne og nogle af de idémetoder, deltagerne kunne vælge at deltage i. ”Flere spurgte hvad pasta dog har med forskning at gøre, og vi brugte en del tid på at forklare publikum at design ikke blot er simpel formgivning, det handler om anvendelse, materialer, modtagere og processer. Pastadej er plastisk som ethvert andet blødt materiale og det ændrer sig oven i købet når det tilberedes”, siger studerende Lars Vigh, som var en af assistenterne på Food+Designs stand. |
Ved sidste års sommerskole deltog der to kokke, som repræsentanter for den gastronomiske vinkel og på forskningens døgn var det kok Mikael Christensen der var ansvarlig for serveringen af op mod 300 små portioner ravioli på lokalt nordjysk mel med fyld af persillerod og ærter, anrettet i ramsløgolie og med ærtespirer. Retten skulle afspejle både sæson og den nordjyske regions råvarer, men også enkelhed, for at understrege hvor lidt der skal til at gøre en formet pasta til en løftet kulinarisk oplevelse. En smagsoplevelse mange af de fremmødte samt entertaineren Anders Lund Madsen satte pris på da den blev serveret.
Selvom sidste års sommerskole havde frembragt næsten 800 forskellige pastadesigns, kom der alligevel helt nye former frem på forskningens døgn, flere med klare potentialer for kommerciel fremstilling og med ret banebrydende designs. ”Det her viser noget om brugerdreven innovations potentiale og ikke mindst at frie hænder til formgivning kan bringe kreativitet fra de mest overraskende steder”, siger projektleder i Food+Design, Anna Marie Fisker, efter lørdagens arrangement.
|